Kristoffer Hyldig, klaver

Er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse. Derudover har han deltaget i masterclasses med Rolf Hind, Malcolm Martineau, Leif Ove Andsnes og Helmuth Deutsch. Kristoffer Hyldig er meget aktiv i dansk musikliv og spiller jævnligt i musikforeninger og festivaler både som solist, kammermusiker og akkompagnatør og har derudover givet koncerter i Italien, Tyskland, Polen og New York. Han samarbejder med Zentropa, hvor han er medvirkende i flere film både på lyd- og filmsiden. Han har optrådt flere gange med orkester, bl.a. i 2012 med Sjællands Symfoniorkester, i 2006 med Aalborg symfoniorkester og i 2008 med Messiaen's 'Oiseaux exotiques' i Den Sorte Diamant med Jean Thorel. Udover sidstnævnte værk opførte han i 2008 en række af Messiaens værker, heriblandt det omfattende klaverværk ’Vingt regards sur l’Enfant- Jésus’, en del kammermusik samt ’Harawi’ for sopran og klaver. Sidstnævnte har han indspillet på pladeforlaget Naxos. Han har fået tildelt flere priser, heriblandt Jacob Gades store legat. I 2012 modtog Kristoffer Hyldig anmelderringens hæderspris.

Anne Holm-Nielsen, klaver

Er uddannet fra det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse med kammermusik og akkompagnement som speciale. Havde sin debut som solist med symfoniorkester som 12-årig og har vundet adskillige priser i diverse konkurrencer bl.a. 1. pris og VIP pris i den Danske Steinway Festival. Udover solospillet er Anne en aktiv kammermusiker og akkompagnatør og giver således hyppigt koncerter i kammermusikforeninger og på festivaler landet over. Anne er desuden pianist i ensemblet MTQ (Modern Tango Quintet), der udgav deres anmelderroste debut-cd med Kim Sjøgren i 2006 og deres anden cd med moderne tangoer i 2014. Er blevet tildelt adskillige legater og priser hvoraf Sonnings Stipendiat, Ester Vagnings Fonds Legat og Alexander Stoffregens Mindelegat kan nævnes. Har deltaget i masterclasses med bl.a. Mikhael Rudy, Helmuth Deutsch, Rudolf Jansen og Malcolm Martinu samt givet koncerter i Sverige, England, Tyskland, Italien, Spanien, Grækenland, Slovenien, Canada og USA.

David Hildebrandt, Slagtøj

David Hildebrandt (1976) er uddannet fra DKDMs solistklasse med debutkoncert i 2004 i Den Sorte Diamant. Siden da har han optrådt i det meste af verden primært som solist og kammermusiker. David har gæstet spillesteder og festivaler som bla. Wigmore Hall, National Philharmonic Warszawa, Darmstadt Festival, Huddersfield Festival, Transit Festival, Seoul Drum Festival, Bang on a Can Marathon og Poznan Baroque. Det er ikke kun nedskrevet musik som David beskæftiger sig med. Hans interesse for improvisation og elektronisk musik har bragt ham ud over den klassiske scene, og han har således optrådt på jazzklubber i New York og på festivaler som Distortion, Copenhagen Jazzfestival og Roskilde Festival. Hans nysgerrighed for at blande klassisk slagtøj med brugen af improvisation og loopmaskiner, har blandt andet resulteret i tilblivelsen af egne kompositioner. Heraf kan nævnes “Kapsberger on the Rocks” og “Percussion Concerto,” der blev bestilt af og uropført Muzyka w Raju i Polen. Han har undervist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og giver jævnligt masterclasses i det meste af Europa. 

Thomas Teisner, Slagtøj

Er uddannet fra det Fynske Musikkonservatoriums solistklasse samt fra Hochschule für Musik ”Hans Eisler” i Berlin og har endvidere haft et studieophold på Julliard i New York hos solopercussionist i NY-Phil, D. Druckmann. Thomas spiller jævnligt med diverse danske og udenlandske symfoniorkestre og ensembler som: München Kammerorchester, Worldbrass, Athelas, Ulster Orchestra, Radiosymfoniorkestret og Det Kgl. Kapel. Desuden har han været medlem af forskellige internationale orkestre som Mahlerorkestret, Verdensorkestret, Pacific Music Festival samt The Janacek Orchestra og har bl.a. indspillet Carl Nielsens 4. Symfoni ”Det Uudslukkelige” i philharmonien i Berlin med Verdensorkestret.

Phone: 30892390

Address: Vesterbrogade 47 Cph V

Email: info@2x2p.dk